Pressemeddelelse

Aktivister siger #MeToo i København og i Århus lørdag den 28. Oktober kl 14-15.30 (Kl 15 i Århus)

Internetkampagnen #MeToo bliver nu til en fysisk manifestation i Danmarks to største byer. Initiativet “Aldrig din skyld”, der kæmper mod voldtægt og voldtægtskultur har indkaldt til #MeToo stævne i København på Nytorv.

Talsperson for initiativet Aldrig din Skyld, der står for demonstrationen i København, Kira Dechau, udtaler:

“Vi synes det er fantastisk og stærkt at så mange ofre og overlevere for voldtægt, seksuelle forulempelser og chikane har valgt at stå frem og sige fra overfor de overgreb, der er begået mod dem og i fællesskab belyse en enorm problematik via #MeToo kampagnen på de sociale medier.”

Talspersonen fortsætter: “Men vi vil også gerne tage #MeToo ud på gaden, hvor vi kan samles, både ofre og støttere, og i fællesskab sige fra overfor overgreb og sexisme. Vi håber, at vi kan finde styrke i mødet med hinanden, og tydeliggøre omfanget af problemet.
Der vil være mulighed for at dele oplevelser, også anonymt hvis man ønsker det. Men alle er velkomne, også dem der ikke ønsker at dele.”

Initiativet vil medbringe en kasse hvori alle kan lægge deres personlige beretninger om overgreb. Beretningerne vil blive delt på Aldrig din skylds Facebook og hjemmeside.

Ydermere vil ligestillingsordfører Rune Lund fra EL tage imod politiske forslag til udspil fra deltagerne på Christiansborg på lørdag.

For yderligere oplysninger kontakt talsperson på: kontakt@aldrigdinskyld.dk

Link til event på Facebook: https://www.facebook.com/events/370972983316682/?ti=cl