Personlig beretning

Anonym beretning sendt til Aldrig din skyld

Taget

Advarsel: Denne tekst handler bl.a. om sex.

Der skete noget i mit liv. I dag er det mange år siden. Det skete flere gange. Det er mindst 20 siden. En boblen der har været, både dengang og siden, bobler mere og mere over nu.

Det er ikke så svært at gætte, hvorfor det er nu. Jeg prøver at følge med i hvad nogle kvinder fortæller om nogle mænd. Hvad Lewinsky fortæller om verdens reaktion på hendes sandhed om utroskab. Hvad kvindelige buspassagerer oplever fra mænd, på sædet ved siden af eller bagved i gangen, når en hånd famler rundt, hvor fremmede hænder ikke er velkomne – og derfor ikke spørger om lov. Hvad en kvinde oplever, når hun fortæller om forskellene på mænd og kvinder i computerspil, og bliver mødt med trusler om vold og død.
Det får mig til at tænke over min egen fortid.
Der var den her fyr. Sex med ham var spændende. Han havde nogle idéer, han gerne ville prøve af, og vi udforskede sex sammen. Døgnet var for kort til al den sex, vi havde lyst til.
Så blev det mere dagligdags. Mere dovent. Missionærstillingen i en blød seng er også rar. Og der skete noget andet også, tror jeg. Vi røg ud i, at han altid tog initiativ til sex, og at jeg altid syntes det var en dårlig idé, for kort tid siden sidst, jeg har ikke rigtig lyst i dag, noget. Og det var en ond cirkel, hvor han lagde ud oftere og oftere, og jeg mere og mere sagde nej.
Jeg kan ikke huske timingen i det her. Hvornår sagde jeg første gang nej, uden at han stoppede?
Mit hoved og min krop er ikke nødvendigvis enige. Mit hoved syntes det var en dårlig idé, men min krop reagerede på at blive kælet på den her bestemte måde, og nåede frem til orgasme.
Og her kommer så det, der rigtig svier. Bagefter ville han spørge, Nåh, det kunne du da vist godt lide alligevel?
Han var klar over, at jeg havde sagt nej. Men eftersom jeg ikke flygtede eller slog eller bed, og eftersom min krop reagerede på hans tilnærmelser, så var alting okay.
Noget af det ovenstående er tanker, jeg først havde længe efter. Det var bestemt ikke hverken under eller lige efter forholdet jeg tænkte: Det her var voldtægt.
Jeg er groet meget siden da. Selv hvis jeg var single, så ville jeg stille krav til ham, hvis han skulle blive manden i mit liv igen. Krav om, at han også skulle gro. Og et af punkterne ville være: Ved du godt hvad du gjorde dengang, og kunne du finde på at gøre det igen? Hvis han direkte spurgte mig, om vi skulle prøve en gang til, så ville det være noget af det første, jeg ville nævne. Ved du godt, at du voldtog mig? Hvad synes du om det i dag?
Hvorfor udholdt jeg det dengang? Jeg mente vi var ligestillede. Gjaldt det ikke i sengen? Eller var jeg enig i at mit nej tydeligvis ikke var vigtigt? Var forholdets afslutning så tæt på, at det her bare var endnu en pind i en ligkiste, jeg endnu ikke havde taget mig sammen til at erkende og handle på?
På nogle punkter er jeg glad for at have et ret godt sexliv i dag. På andre punkter har jeg grund til at spekulere over, hvad det her forhold gjorde ved mig. Når jeg blev præsenteret for en tid eller et sted, der kunne være ramme om noget usædvanlig sex, så sagde jeg vist altid ja. Men jeg ved i dag, at nej’et var der et eller andet sted. Sammen med det nej, der faktisk kom ud af munden på mig, men ikke altid blev respekteret.
Jeg er bange for at det her skal blive minimeret. Herregud, så slemt er det jo heller ikke. Faktisk, er jeg helt sikker på, det var sådan det var, det er jo mange år siden. Jeg har selv en impuls til at minimere det. Behov for at dele det med andre, og samtidig behov for at holde det helt hemmeligt.
Det er noget forvirret i hovedet på mig, og hvad jeg har skrevet er måske også forvirret. Men jeg har brug for at skrive det, og brug for at andre ser det. Forhåbentlig er det et skridt i retning af mindre forvirring, mere ro, plads til at den her hændelse kan fylde lidt mindre i hovedet på den anmassende måde.

Tak for at have læst med.

 

#AldrigDinSkyld