Personlig beretning

Her er min historie.

#MeToo

Den 5/11 2017 er det 6 år siden, jeg desværre for 2. gang i mit liv, blev udsat for seksuelt overgreb.

1 gang var da jeg var 19 på en ferie med en veninde, 2 gang mens jeg var i praktik i Indien. Disse 2 gange er der tale om voldtægter – men jeg kan ikke tælle på både hænder og fødder, hvor mange gange mine grænser er overskredet seksuelt. Hvor mange gange, jeg har siddet med en følelse af, at det bestemt ikke var okay. Jeg meldte aldrig mine voldtægter til politiet og hvorfor ikke? På grund af skam, på grund af stigmatisering, på grund af at være bange for at blive gjort til et offer, men også fordi jeg var bange for at nogle ville tænke at det er min skyld. Det mente jeg jo selv. Rent teoretisk ved jeg godt at jeg ikke bad om at blive holdt fast op af en mur, at få en knytnæve i hovedet, eller bad om at få stoffer i min drink, så jeg ikke var ved mit fulde fem – men måske havde jeg smilet for meget, flirtet for meget eller været lidt for fuld?

Nej!- bare nej!!

Jeg har igennem de næste dage læst diverse status opdateringer på facebook med hashtagget #MeToo.

Egentlig var det ikke min hensigt at skrive noget – men der er så mange modige kvinder som skriver, så hvorfor ikke også jeg?

Det er ikke som sådan en hemmelighed – heller ikke noget jeg råber op omkring men mine venner og familie ved det og nogle få kollegaer. Jeg har ikke ville sige det for højt, fordi det skulle ikke blive hvem jeg er.

Men problemet er; at det er det, det er ihverfald en del af mig, en del af hvem jeg er, uanset om jeg vil det eller ej.

Jeg føler noget blev taget fra mig – ved 1 voldtægt, ved 2 voldtægt, og ved de gange at mine grænser blev overtrådt. Mit nej, min stemme, mit valg – det er hvad der blev taget fra mig.

Så på en eller anden måde føler jeg lidt at ved at skrive dette, får jeg råbt mit nej, får jeg brugt min stemme, og jeg vælger selv – derfor #MeFuckingToo

/Ditte Wigen

#AldrigDinSkyld